Tilbage

Du kan stadig nå det: Indstil din automatiseringsløsning NU

10. maj 2023

Kender du eller har du været en del af en inspirerende automatiseringsløsning, så skynd dig at indstille det til DIRA Automatiseringsprisen 2023.

Nu er der ikke lang tid til, at du skal have indstillet lige nøjagtig den automatiseringsløsning, som du mener fortjener hæder.

Det er nemlig allerede den 30. maj 2023 at fristen for at indstille til DIRA Automatiseringsprisen 2023 udløber.

Sidder du med en ny automatiseringsløsning, der har givet meget mening for din virksomhed, og kan du sætte ord som imponerende, inspirerende og innovativt på løsningen hos dig eller nogle du kender, så skynd dig at sende indstillingen af robotløsningen til Dansk Robot Netværk (DIRA).

DIRA Automatiseringsprisen 2023 uddeles hvert år til en dansk slutbruger med en god automatiseringshistorie med udgangspunkt i robotteknologi – og hæderen kommer til at smitte af på leverandøren bag løsningen.

Nytænkning, fremdrift, kreativitet og ikke mindst udvikling er nogle af de kriterier, som vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2023 skal besidde.

Prisen skal være med til at øge kendskabet til mulighederne ved indførelse af robotteknologi og inspirere andre ved at vise unikke løsninger og processer på robotteknologi og automatisering.

Modtageren af DIRA Automatiseringsprisen 2023 bliver fundet af en kompetent jury, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. Juryen består af Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard, journalist fra Ingeniøren, Nigel Edmondson, administrerende direktør i MADE, Peter Krogh fra VOLA og Martin Høgsbjerg fra Danfoss Drives. Derudover sidder sidste års vinder af prisen også med i juryen. Det er Simon Have Kjær fra Palsgaard Spær.

De nominerede løsninger offentliggøres omkring 14 dage efter fristen for indstillinger. Herefter besøger juryen og DIRAs medlemmer de tre nominerede virksomheder for at kigge nærmere på de spændende robotløsninger.

DIRA Automatiseringsprisen 2023 vil blive overrakt på hi23.

DU KAN DOWNLOADE INDSTILLINGSFORMULARen TIL DIRA AUTOMATISERINGSPRISEN 2023 HER.

Send den udfyldte indstillingsformular til info@dira.dk inden den 30. maj 2023.