Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
OBS - Ny dato: DIRA Automatiseringsprisen 2019: Virksomhedsbesøg hos Leth Beton

OBS - Ny dato: DIRA Automatiseringsprisen 2019: Virksomhedsbesøg hos Leth Beton

05. september 2019 11:30 - 14:15
Sted: Leth Beton, Rishøjvej 26, 7755 Bedsted

Den 5. september åbner Leth Beton dørene for DIRAs medlemmer i forbindelse med virksomhedens nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2019.

I en branche, som er præget af hårdt manuelt arbejde og begrænset brug af automatisering, har Leth Beton formået at tage en fleksibel slibeløsning i brug. Få et indblik i fabrikken og produktionsdirektør Henrik Egelunds tanker om virksomhedens nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2019.

I Bedsted Thy ligger betonelement-fabrikken Leth Beton, som leverer betonelementer til alle egne i landet. Virksomheden er netop blevet nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2019 for sit forsøg på at introducere robotter i en branche, der er præget af fysisk krævende manuelt arbejde.

- Vi er stolte af, at vi har udrettet noget i digitaliseringens- og automatiseringens tegn, som berettiger en nominering, siger Henrik Egelund, der er produktionsdirektør i Leth Beton.

- Vi arbejder i en branche, der er kendetegnet ved enkeltstyksproduktion, og der er ikke mange gentagelser, som man f.eks. ser i bilindustrien. Derfor er det en udfordring at introducere automatisering på fabrikker som vores, uddyber han.

Fabrikken, der for nylig har fejret 25-års jubilæum, producerer blandt andet betonvægge, altaner og trapper. Det er inden for sidstnævnte kategori, at Leth Beton har introduceret en fleksibel slibeløsning til terrazzotrapper. Centralt i løsningen er to robotter, laseropmåling samt en 15 meter lang portal, der muliggør lang produktionstid uden manuel indgriben.

Beskidt, hårdt fysisk arbejde
Henrik Egelund begrunder med tre årsager, hvad der er med til at gøre løsningen god.

- Arbejdsmiljø er den helt store årsag, fordi det er fysisk belastende at slibe trapperne manuelt. Man står i regntøj, fordi det er vådslibning, det er beskidt, og man skal holde sliberen i mange timer. Den anden årsag er kvalitet. Robotten kan slibe dybere, end man kan med menneskelig kraft, og der er ingen risiko for, at robottens ”øjne” svigter på samme måde, som et menneskes kan, hvis man er træt eller uopmærksom i et øjeblik, siger Henrik Egelund og peger på den tredje årsag:

- Rent produktivitetsmæssigt er det en god løsning, fordi den kan slibe stort set døgnet rundt, og den holder ingen pauser.

Besøg Leth Beton den 5. september
Den 5. september åbner Leth Beton dørene for DIRAs medlemmer, der sammen med juryen til DIRA Automatiseringsprisen kan se slibeløsningen med egne øjne.

- Deltagerne kommer til at se en velfungerende fabrik, hvor der i den daglige drift er fokus på sikkerhed, kvalitet og produktivitet. Men de vil også se en fabrik, som laver et produkt, der sviner, og som kræver fysisk hårdt arbejde, afslutter Henrik Egelund.

Ønsker du at deltage i virksomhedsbesøget den 5. september, kan du tilmelde dig her. Skynd dig, hvis du vil nå at have en plads – der er to pladser tilbage.

BEMÆRK: Der vil blive taget fotos og video på dagen til ekstern kommunikation. Ved deltagelse i arrangementet accepterer du dette.