DIRA Automatiseringsprisen 2011 går til..

Automatiseringsprisen 2011 tildeles Thomas Kjellberg Christensen for den fuldautomatiske sterilcentral på Gentofte Hospital.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har tirsdag d. 6. september ved HI 11-messen i Herning overrakt DIRA’s Automatiseringspris 2011 til Thomas Kjellberg Christensen for den fuldautomatiske sterilcentral på Gentofte Hospital, der er den første offentlige virksomhed til at modtage prisen.

Hospitalets it-chef Thomas Kjellberg Christensen har været foregangsmand for det tværfaglige samarbejde mellem sygeplejersker, kirurger, læger, rengøringspersonale og mange andre faggrupper. Han har været primus motor for hele processen fra idé til implementering af verdens første lager- og pakkeanlæg i en sterilcentral på et hospital.

Statsministeren lagde ved overrækkelsen vægt på perspektiverne i sterilcentralen. “Sterilcentralen forventes at spare Gentofte Hospital for ti årsværk. Hospitalssektoren kan spare 300 årsværk og 110 millioner kroner – samt undgå at slide den på sigt stadig mindre arbejdsstyrke ned – hvis alle landets sygehuse indfører automatiske sterilcentraler. De penge skal vi hellere bruge på at behandle syge mennesker,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Thomas Kjellberg Christensen perspektiverede på, at Folketinget har vedtaget at bygge nye supersygehuse for 40 milliarder kroner. “Der er stort potentiale for automatisering af sundhedssektoren, for her er mange standardiserede processer, der egner sig til at blive automatiseret – sterilcentraler er kun én af dem. Med bygningen af nye sygehuse er der basis for mange gode projekter i sundhedssektoren,” konstaterede han. På sterilcentralen vaskes og steriliseres de instrumenter, hospitalets ansatte benytter ved operationer. Da Gentofte Hospitals sterilcentral er den første af sin art i verden, har partnerne udført pionérarbejde. Megen af teknologien er hentet fra industrien, men metoderne og det konkrete anlæg har partnerne opfundet fra bunden.

ABT-fonden (nu Fonden for Velfærdsteknologi) har bevilget midlerne til projektet, der er udført i samarbejde med Gibotech og Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. Udviklingschef for Universal Robots Esben H. Østergaard og projektingeniør Stig Skovbo Sørensen fra emballagevirksomheden Superfos var de to øvrige nominerede til prisen.