Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Pressemeddelelse: Og vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2017 er...

Pressemeddelelse: Og vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2017 er...

03. oktober 2017

DIRA, Dansk Robot Netværk, har som formål gennem indførelse af robotter og anden automation at øge produktiviteten og forbedre konkurrenceevnen hos de enkelte danske virksomheder. For at udbrede kendskab til virksomheder, der lykkedes med dette, uddeler DIRA hvert år DIRA Automatiserings­prisen til en virksomhed, der har skabt eller fastholdt produktion i Danmark gennem udvikling eller automatisering baseret på robotteknologi på en banebrydende måde, der muliggør nye produktions­metoder eller nye produkter. I bedømmelsen indgår desuden forbedringer af arbejdsmiljø, kvalitet, leveringsevne, salg samt produktivitet.

Året 2016 var det tredje år i træk med rekord mange solgte robotter i Danmark. Det er et klart tegn på at danske virksomheder i stigende grad vælger at fastholde og udbygge højteknologisk produktion i Danmark. Samtidig øger denne trend behovet for nye robotteknologiske komponenter og løsninger. Det ser vi afspejlet i årets indstillinger og ikke mindst blandt de tre nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2017.

Blandt de mange indstillede virksomheder blev tre nomineret og besøgt af juryen. De tre er:

  • OnRobot for udviklingen af en letanvendelig robotgriber.
  • Nordtec-Optomatic for deres arbejde med automatisk affaldssortering.
  • Intelligent Marking for udvikling af en robot til opstregning af sportsanlæg.

Det har været spændende at besøge de tre virksomheder, som alle kan være til inspiration for andre virksomheder.

Juryen udtaler om de enkelte:

OnRobot

I kølvandet på lanceringen af sikre kollaborative robotter er der opstået et behov for kollaborative gribere. Dette behov har OnRobot udnyttet til udviklingen af robotgriberen RG2, som er en gennemført kollaborativ robotgriber, der hverken kræver ekstra kabling eller installations-kit. Samtidig er den meget intuitiv at anvende til håndtering af emner af forskellig størrelse. Faktisk kan man uden at være robotekspert få minutter efter udpakningen anvende griberen.

Nordtec-Optomatic

I dag sorteres en stor del af vores affald manuelt. Det er et beskidt, hårdt og krævende job, hvor man skal kunne genkende og flytte forskellige materialer i en fart. Automatisering af dette er en teknologisk udfordrende disciplin. Med en løsning på Nomi4s, det fælleskommune affald- og genanvendelsesanlæg i Holstebro, har Nordtec-Optomatic dog vist teknologiske løsninger, der automatisk kan sortere affaldsmaterialer ned til den enkelte plasttype med henblik på genanvendelse.

Intelligent Marking

I mange sportsgrene kan man diskutere om bolden er inde eller ude. Til gengæld kan man snart ikke bruge en skæv linje som argument i diskussionen. Med opstregningsrobotten fra Intelligent Marking er linjerne nemlig kun få millimeter skæve, og dermed mere præcise end når de tegnes manuelt. Robotten fra Intelligent Marking har derfor potentiale til at erobre en stor del af det globale marked for opstregning af baner til fodbold, basebold og andre udendørs sportsgrene.

DIRA Automatiseringsprisen 2017 går til Intelligent Marking.

Juryen har valgtIntelligent Markingsom årets prismodtager for udviklingen af en innovativ opstregningsrobot. Personerne bag robotten er ikke roboteksperter, derimod har de igennem et skoleprojekt identificeret et potentiale for automatisk opstregning af sportsbaner. Ved at inddrage de rette partnere er det lykkedes på kort tid at overkomme en række tekniske udfordringer fra dårlig GPS-dækning og ujævnt underlag. Teknologien har allerede vist sit globale kommercielle potentiale til gavn for kundernes produktivitet og kvalitet. Teknologien inspirerer til tilsvarende løsninger for andre markeder som f.eks. automatisk opstregning af veje med afledte effekter i øget produktivitet og trafiksikkerhed.

Intelligent Marking inspirerer med denne teknologi andre iværksættere til at gå efter robotteknologiske mulighederne. Tilsvarende inspirerer det teknologivirksomheder til at søge partnerskab med innovative iværksættere, så vi sammen i Danmark vedholdende kan udvikle og fremstille teknologier, der kan sikre indtjening og velfærd fremover.

Juryen:
Nomineringen og udpegningen af vinderen er foretaget af en jury bestående af:
Juryformand Ole Madsen, Professor på Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet.
Bjørn Godske, Journalist på Ingeniøren med ansvar for produktion.
Nigel Edmondson, Direktør for MADE – Manufacturing Academy of Denmark.
Peter Krogh, Technical Manager ved VOLA A/S.
Gæstemedlem Produktionsleder Mads Sørensen, repræsentant for sidste års vinder Welltec A/S.