Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Widex virksomhedsbesøg: En af verdens førende høreapparatsproducenter inviterede på sjældent kig ind i produktionen

Widex virksomhedsbesøg: En af verdens førende høreapparatsproducenter inviterede på sjældent kig ind i produktionen

02. juli 2019

DIRAs medlemmer fik et sjældent indblik inde bag de ellers lukkede døre på den runde Widex-fabrik i Lynge. Deltagerne så, hvordan høreapparater bliver produceret i Danmark, helt fra det første skridt i processen, der starter med en chip, til et færdigt apparat, der var pakkeklar.

Høreapparatsproducenten, der netop har indgået en milliardfusion med sin tidligere konkurrent Sivantos, er nu den tredje største spiller på markedet. Widex’ høreapparater forhandles i mere end 100 lande over hele verden, og virksomheden har over 4000 ansatte globalt.

Automation er afgørende for fremtiden
Widex har innovation og automation i højsædet og står blandt andet bag verdens første 100% digitale i-øret-høreapparat og revolutionerende trådløs teknologi. Patrick Fuglsang, der er Manager of Surface Mount Technologi & Intern Circuit Department hos Widex, fortæller, at det er nødvendigt for Widex at have et stort fokus på automation, for at kunne skabe den fremtid, som virksomheden ser ind i.

- Det handler om mere end bare at udskifte en manuel proces med en robot. Det handler især om at følge med i udviklingen, fordi der hele tiden sker en masse indirekte i processerne, når man automatiserer, siger Patrick Fuglsang.

- Vi kan være med til at presse vores udvikling til at lave produkter, som er mere Made-for-manufacturing-venlige, så vi kan gøre det mere effektivt og rentabelt at producere i Danmark, tilføjer han.

Og bevarelsen af danske arbejdspladser er vigtigt for Widex.

- Det skal selvfølgelig give mening at beholde produktionen i Danmark, men der er mange fordele ved det. F.eks. betyder det rigtig meget, at udviklingsafdelingen sidder her i Lynge tæt på produktionen, så de undgår at flyve frem og tilbage og kommunikere på tværs af tidszoner, så vi kan nå det til den tid, som ledelsen ønsker vi skal, siger Patrick Fuglsang.

Det er mere end bare en højtaler, forstærker og mikrofon
Widex producerer tre forskellige typer af høreapparater. Virksomhedens nyeste produkt er Evoke, der sidste år blev lanceret som verdens første intelligente høreapparat. Apparatet kan ved hjælp af machine learning tilpasse sig brugerens præferencer. Og fascinationen hos deltagerne var heller ikke til at skjule, da de på skift stillede nysgerrige spørgsmål til det lille apparat, der kan give meget stor lyd.

- Da jeg selv startede i Widex, havde jeg en idé om, at et høreapparat bare var en mikrofon, en lille forstærker og en højtaler. Men når man dykker ned i selve produktionen af det, så er det meget mere komplekst. Og det tror jeg, er gået op for mange af deltagerne i dag, som har set alle de processer, der skal til for at skabe et apparat på størrelse med en lille legoklods, siger Patrick Fuglsang.

- De medlemmer, der har været her i dag, har set størstedelen af vores produktion og har fået en fornemmelse af, hvem Widex er. Jeg har selv fået en masse gode spørgsmål fra deltagerne, som har udfordret mig og virkelig har sat nogle tanker i gang, afslutter han.