Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Dansk Robot Netværk lancerer ny teknologipris: Innovative produkter skal belønnes

Dansk Robot Netværk lancerer ny teknologipris: Innovative produkter skal belønnes

05. september 2019

Dansk Robot Netværk (DIRA) lancerer en ny pris – DIRA Teknologiprisen - der uddeles til et produkt, som har formået at udnytte ny teknologi til at skabe et nyt og unikt produkt. 

- Vi har i forvejen DIRA Automatiseringsprisen, der hylder automationsprojekter, som skiller sig ud. Men vi mangler en pris, der kan skabe opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og ikke mindst inspirere robot- og automationsbranchen til udvikling af nye, innovative produkter, siger sekretariatsleder i DIRA, Søren Peter Johansen.

Det vil være en kompetent jury, der vurderer produkterne. Juryen repræsenterer entreprenørskab, presse, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer samt industrien og består af blandt andre Lasse Kiefer, stifter af Purple Robotics, Bjørn Godske, journalist på Ingeniøren og Brian Duus, som er Director af Equipment Technology hos LEGO.

- Juryen kommer blandt andet til at kigge på nyhedsværdien, og i hvilken grad produktet adskiller sig fra andre eksisterende produkter. De vurderer, hvor banebrydende teknologien og anvendelsen af den er – er det f.eks. en ny kombination af teknologier, man har udnyttet. Derudover bedømmer de produktet ud fra markedspotentialet og skalerbarheden af det, siger Søren Peter Johansen.

- Produktet skal desuden kunne købes og leveres til danske kunder inden for seks måneder, og skal berige den danske robot- og automationsbranche, afslutter han.

De nominerede produkter bliver fremvist på ROBOTBRAG og DIRA Business i Odense den 14. november 2019. DIRA Teknologiprisen overrækkes til festmiddagen om aftenen.

Der bliver åbnet for indstillinger til DIRA Teknologiprisen fra den 15. september. Deadline for indstillinger er til og med den 23. oktober.