Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Året der gik i DIRA 2019

Året der gik i DIRA 2019

02. december 2019

Seks spændende virksomhedsbesøg, to uddelinger af velfortjente priser og et succesrigt DIRA Business er bare nogle af de begivenheder 2019 har budt på for DIRA.

På traditionel vis har DIRA inviteret sine medlemmer på en række virksomhedsbesøg rundt i Danmark, hvor der har været rig mulighed for at suge ny viden til sig.

Turen gik blandt andet til den globale stålfælge-fabrik GKN Wheels i Nagbøl, en af verdens førende producenter af høreapparater Widex i Lynge og et dobbeltbesøg hos to af fabrikkerne hos verdens største leverandør af aluminiumsløsninger, Hydro Precision Tubing, i Tønder.

Hannover Messe 2019
DIRA inviterede også medlemmerne uden for Danmarks grænser, da den verdenskendte industrimesse Hannover Messe løb af stablen.

Her fik deltagerne rig mulighed for at komme helt tæt på Industri 4.0 og de absolut nyeste robotteknologier. Turen bød blandt andet på virksomhedsbesøg og guidede ture hos Basler og Volkswagen Wolfsburg.

DIRA Automatiseringsprisen 2019 gik til hospital
Traditionen tro blev DIRA Automatiseringsprisen uddelt til en virksomhed, der havde formået at anvende robotteknologi på en ny og inspirerende måde. I den forbindelse besøgte DIRA sammen med sine medlemmer de tre nominerede: Leth Beton, Aalborg Universitetshospital og Hav line.

Det blev Aalborg Universitetshospital – Klinisk Biokemisk Afdeling, der løb med prisen for sin Intelligente Forsendelseskasse. Aalborg Universitetshospital formåede at implementere en innovativ, teknisk løsning med flere robotter og avancerede sensorer i et ikke-teknisk miljø, hvor barriererne for introduktion af robotteknologi er meget store.

Et fagligt spadestik dybere
DIRA Automatiseringsprisen blev uddelt til HI19, hvor DIRA var repræsenteret med en stand og et spækket konferenceprogram, der blandt andet satte innovativ automation og robotsikkerhed på dagsordenen.

Konferencen er et af de tiltag, DIRA har iværksat i 2019 for at skabe endnu mere faglig værdi for sine medlemmer.

Foruden konferencen afholdt DIRA også et fagligt arrangement om det fremadstormende kommunikationsværktøj inden for Industri 4.0, OPC UA. Her fik DIRA besøg af Henrich Munz, som er Lead Architect på Industri 4.0 hos KUKA, og Software Architect og CEO Niki Nicolas Grigoriou fra Intelligent Systems, for at blive klogere på emnet.

DIRA Teknologiprisen fik debut
Før første gang blev DIRA Teknologiprisen uddelt til DIRA Business 2019. De nominerede var Enabled Robotics - for robotten ER-ABILITY, InnospeXion - for sit produkt Materialesortering med Multi-spektral røngtenteknologi og KOBOTS – for sin stemmestyrede tilskæringsrobot Amigo.

Det blev Enabled Robotics, der vandt DIRA Teknologiprisen 2019, som blev overrakt af Go’ morgen Danmarks teknologiekspert David Guldager. Det var blandt andet produktets meget brugervenlige betjeningsflade, der endte med at sikre Enabled Robotics sejren.

DIRA Business slog rekord
DIRA Business 2019 var på alle måder en succes, og med mere end 1500 deltagere blev der sat ny deltagerrekord til arrangementet. Deltagerne til DIRA Business blev mødt af intet mindre end 69 udstillere på dagen, der havde medbragt de nyeste robot- og automationsteknologier for at vise, hvad der findes på markedet. Man kunne opleve alt inden for blandt andet kunstig intelligens, virtual reality og mobile robotter.

Vi glæder os til at se jer i det nye år, som kommer til at byde på lige så mange spændende og inspirerende begivenheder. Som altid ligger DIRAs årsmøde den første onsdag i marts.

God jul og godt nytår!