Tilbage

Antallet af solgte robotter falder i Danmark

Der blev installeret færre robotter i Danmark i 2020 end i 2019. Samtidig glider danskerne ned ad listen i forhold til konkurrerende lande, når det gælder udnyttelse af robotter. Branchedirektør fra Dansk Industri mener, at danskerne skal komme i gang med automatisering.  

Den internationale robotforening, International Federation of Robotics (IFR), har netop offentliggjort den seneste robotstatistik for salget af robotter på verdensplan.  

I alt blev der globalt solgt 383.545 nye robotter i 2020 – omtrent det samme som i 2019.   

Desværre ser tallene knapt så positive ud for Danmark. I Danmark er salget af installerede robotter faldet med 11 procent, hvor der i 2019 var 772 installerede robotter ude i industrien, blev der i 2020 kun installeret 690 robotter.  

– Det årlige salg af industrirobotter i Danmark har de seneste år ligget på mellem 600 og 800; men med knapt 20.000 industrivirksomheder i Danmark, er der fortsat et stort uforløst potentiale for anvendelse af robotter – især når de store virksomheder ofte har mere end 50 industrirobotter kørende, fortæller sekretariatsleder i DIRA Søren Peter Johansen.  

 

Der er store forskelle på antallet af installerede robotter i forskellige regioner og lande. I Europa er antallet af industrielle robotinstallationer faldet med 8 procent til 67.700 enheder i 2020, medens tallet er steget i andre lande. F.eks. er salget steget med godt 20 procent i Kina, som er et af verdens største produktionslande.  

At kineserne er gode til at anvende robotter ser man på stigningen i antallet af installerede robotter samt på tallene for robottætheden, der viser antal installerede robotter per industrimedarbejder.  

 

Søren Peter Johansen uddyber: 

– Kinesiske virksomheder er ved at løbe tør for billig arbejdskraft og har derfor gennem mange år accelereret anvendelsen af robotter. De er stort set på samme stadie som danske virksomheder, og derfor er det vigtigt, at danske virksomheder ikke bare automatiserer de simple processer – de skal også i gang med de knapt så simple processer for at kunne bevare konkurrencekraften. 

De nyeste tal fra IFR viser, at væksten i robottætheden er stagnerende i Danmark. Robottætheden er et direkte mål for, hvor mange robotter, der er installeret per industriarbejder, og således et udtryk for, hvor godt robotter- og formodentlig anden ny teknologi – er implementeret i industrien.   

Sidste år lå Danmark på en global sjetteplads målt i robottæthed. I 2020 gled Danmark ned på en niendeplads. Mens Danmark er dalet ned ad ranglisten, er Kina sprunget fra en fjortendeplads til en ottendeplads og dermed har landet med lidt flere end 246 robotter per 10.000 industriarbejdere overhalet Danmark i robottæthed. 

At Danmark er under pres på robottætheden ses tydeligere, når man ser på udviklingen af robottæthed fra 2019 til 2020. Danmark har haft en vækst på godt 1 %, som er markant lavere end mange andre lande.

 

Danmark bevarer arbejdskraften under pandemien 


Måske skyldes hele udviklingen i robottætheden dog ikke kun investeringer i robotter.
 

– I år er tallene for robottætheden også et billede på en industri, som har været nødsaget til at afskedige mange af sine medarbejdere grundet COVID-19 pandemien. I Danmark har man haft gode hjælpepakker, som har hindret afskedigelser i modsætning til andre lande. Lande med mange afskedigelser vil få højere tal for robottæthed, der ikke nødvendigvis afspejler brugen af robotterne.  

Derfor ser man også kun få lande (Kina, Ungarn, Taiwan og Storbritannien) som både har et stigende antal installerede robotter samtidig med at robottætheden stiger, fortsætter Søren Peter Johansen. 

 

– Der er ikke nogen tvivl om, at vi skal have mere fart på, hvis vi skal kunne følge med lande som Kina, der buldrer frem. Danske virksomheder skal ikke blot holde øje med fremtidens teknologier, men virksomhederne bør begynde at teste og anvende teknologierne allerede i dag, lyder det opfordrende fra Søren Peter Johansen.  

Færre besøg i industrien

Måske har netop COVID-krisen lagt en dæmper på investeringslysten i Danmark i 2020. 

– Virksomhederne har været meget bange for at lade folk udefra komme ind i produktionen på grund af COVID-19. Man har simpelthen ikke ville tage den risiko, det var at have nogle udefrakommende ind, fordi det kunne have for store konsekvenser for produktionen, fortæller Jacob Kjeldsen, der er branchedirektør i Dansk Industri.  

– Derfor har man ikke haft de her integratorer og konsulenter ude i samme grad som tidligere, for at kigge på, hvor produktionen kan optimeres og automatiseres og lære fra sig af deres viden.  

Men Jacob Kjeldsen er ikke i tvivl om, hvor vigtigt det er, at Danmark kommer frem i skoene igen, når det kommer til automatisering og robotter.  

– Det er virkelig ærgerligt, at vi ikke stormer frem ligesom Kina. Konsekvenserne vil være en lavere konkurrenceevne og kan skabe nogle flaskehalse i industrien. Derfor skal vi spænde hjelmen og finde hjælpen i teknologien – det er afgørende, slår branchedirektøren i Dansk Industri fast.  

 

Fakta om DIRA:

DIRA – Dansk Robot Netværk – er et netværk med selvstændig bestyrelse, for danske virksomheder og vidensinstitutioner, der er interesserede i robotteknologi og automatisering. DIRA blev stiftet i 1982 og har i dag mere end 200 medlemsvirksomheder. DIRA deltager blandt andet i udarbejdelsen af den årlige danske robotstatistik, som leveres af International Federation of Robotics (IFR).

Hvis du har spørgsmål til overstående nyhed, så kontakt sekretariatsleder i DIRA Søren Peter Johansen på info@dira.dk eller +4572202859

 

Links til grafer i fuld opløsning:

Antal installerede industrirobotter i Danmark

Ændring i antal installerede robotter fra 2019 til 2020 for udvalgte lande

Top 20 robottæthed – 2020

Udvikling i robottæthed fra 2020 til 2021 for udvalgte lande