Tilbage

DIRA opruster og ansætter mere faglig styrke

Et stigende medlemstal, flere faglige arrangementer og en voksende interesse for robotteknologi gør, at Dansk Robot Netværk (DIRA) søger en faglig stærk profil til at styrke arbejdet.

Dansk Robot Netværk (DIRA) er et industri-robotnetværk med mere end 200 medlemmer, og antallet af medlemmer og faglige arrangementer og opmærksomheden bliver ved med at stige.

Derfor opruster netværket nu, og søger derfor efter en faglig, udadvendt person med stærk forretningsforståelse.

– Der kommer flere og flere medlemmer til, og vi oplever mere og mere interesse for vores faglige arrangementer. Derfor giver det god mening at få én mere med på holdet, fortæller Kathrine Viskum Rasmussen, der er netværkskoordinator i DIRA.

– Vi kommer stadig til at løbe lige så stærkt i DIRA, men vi kommer bare til at kunne nå mere, tilføjer hun.

DIRA fungerer som en unik ramme til at skabe stærke netværksrelationer og udvide viden om robot- og automationsbranchen, og netværket er i den grad i vækst.

Faglighed frem for alt

DIRA vil i den kommende tid give medlemmerne adgang til endnu mere faglighed gennem flere faglige arrangementer og mere deling af danske, nye robotløsninger og viden.

Derfor udbygger vi sekretariatet med en profil, som har kendskab til markedet og de teknologier som medlemsvirksomhederne importerer, fremstiller, efterspørger og anvender.