Tilbage

DIRAs 2021 – et år med faglighed og fejring

Året 2021 har for Dansk Robot Netværk (DIRA) været et år med flere faglige arrangementer end nogensinde før, og en rekordstor fejring af robotterne til DIRA Business og ROBOTBRAG.

2021 lakker mod enden, og et årsskifte er for mange lig med en anledning til eftertænksomhed og refleksion inden det nye år tager sin begyndelse.

Og sådan er det også i Dansk Robot Netværk (DIRA).

2021 har været et år, hvor DIRA, der er en unik ramme til at skabe stærke netværksrelationer og udvide viden om robot- og automationsbranchen, har afholdt flere faglige arrangementer end nogensinde før.

Der er både blevet afholdt virtuelle arrangementer, hybridarrangementer og fysiske arrangementer, når det var muligt.

Rekordstor fejring

På traditionel vis har DIRA haft en række virksomhedsbesøg rundt omkring i Danmark i 2021-kalenderen. Nogle af dem er planmæssigt blevet afholdt, mens andre er blevet afholdt på andre måder eller udskudt.

Vi startede 2021 med det tilbagevendende årsmøde, som i år var virtuelt. Her deltog rigtig mange af medlemmerne, og der blev rift om pladserne til DIRAs bestyrelse.

Men det er langt fra det eneste arrangement – og heller ikke det største.

Det største arrangement i 2021 for DIRA har uden tvivl været DIRA Business og ROBOTBRAG 2021, hvor robotternes 100-års fødselsdag blev fejret med over 3.000 gæster, der besøgte DIRAs rekordmange udstillere i det store firmastede cirkustelt.

Hele 76 udstillere viste sig til DIRA Business, og det er flere end nogensinde før.

Der var ingen tvivl om, at både netværkets medlemmer og de mange robotinteressede gæster til DIRA Business og ROBOTBRAG 2021 var glade for, at der igen var mulighed for at mødes fysisk og udveksle ideer, viden og telefonnumre.

Men som efter enhver anden fødselsdag, så glæder man sig allerede til den næste. I 2022 kan DIRA nemlig fejre 40-års fødselsdag, og forberedelserne er allerede i fuld gang.

Hvis du vil være sikker på at få en plads som udstiller til DIRA Business 2022 den 5. og 6. maj 2022, kan du booke din stand nu.  Som noget nyt vil der være et område udenfor, hvor udstillere med udendørsrobotter kan udstille.

At sætte pris på noget

Traditionen tro blev DIRA Automatiseringsprisen uddelt til en virksomhed, der havde formået at anvende robotteknologi på en ny og inspirerende måde. I den forbindelse besøgte DIRA sammen med sine medlemmer de tre nominerede: Danfoss Drives, Engskov Maskinfabrik og Kamstrup.

Prisen blev uddelt til åbningskonferencen til hi-messen i Herning. Det blev Danfoss Drives i Gråsten, der løb med prisen for at nytænke både produkt og processer og dermed hele måden, hvorpå de producerer de mange hundrede varianter af frekvensomformere på. Automation er således indtænkt i hver lille detalje i produktet og de teknologier, som skal lokalisere, gribe, montere og transportere kits og det færdige produkt.

En anden hæder er DIRA Teknologiprisen, der uddeles til et nyt og unikt produkt, som er et resultat af udnyttelse af ny teknologi. De tre nominerede til DIRA Teknologiprisen 2021 var: Flow Robotics med Flowbot ONE, Odico med Cut’N Move og OnRobot med MG10.

Det blev Flow Robotics med sin pipetteringsrobot Flowbot ONE, der vandt DIRA Teknologiprisen 2021, som blev overrakt af teknologientusiast David Guldager til DIRAs festmiddag efter DIRA Business og ROBOTBRAG 2021.

DIRA samler robotbranchen

De danske virksomheder ønsker stadig i stigende grad at være en del af et netværk som DIRA, der sikrer samarbejde og udveksling af erfaringer på tværs af virksomheder og kompetencer. Det ses tydeligt i antallet af medlemmer i DIRA, som nu har flere medlemmer end nogensinde før – over 220 medlemmer.

Udover at DIRA samler mange robotinteresserede til faglige arrangementer, virksomhedsbesøg og DIRA Business, så slutter netværket året af med en ny mulighed. Netværket har nemlig i slutningen af året afholdt sin første netværksgruppe for slutbrugere, som var en succes.

Allerede i starten af 2022 vil de næste netværksgrupper starte.

Vi glæder os til at se jer virtuelt som fysisk til et 2022 med masser af spændende aktiviteter – og en fejring af DIRA, der bliver 40 år.

Rigtig god jul og godt nytår!

Ønsker du at blive medlem af Dansk Robot Netværk (DIRA), så kan du i 2022 få et virksomhedsmedlemskab til 7.500, – excl. Moms.