Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK

Automatiseringsprisen 2010

Automatiseringsprisen 2010 tilfalder VOLA A/S.

Modtager af prisen er teknisk chef Peter Krogh og PTA-chef Jan Steen Jørgensen. Dansk Robot Forening har tildelt Vola A/S automatiseringsprisen 2010 for at have udviklet et komplet automatisk produktionssystem, der er en integreret enhed i deres unikke forretningsmodel.

Teknisk chef Peter Krogh, midten, og PTA-chef Jan Steen Jørgensen, tv, fra VOLA A/S modtog Automatiseringsprisen 2010 ved åbningen af Automatik 2010 i Brøndby. Prisen blev overrakt af adm. direktør Claus Madsen, ABB A/S. 

Juryen begrunder årets vinder af Automatiseringsprisen med, at VOLA har udviklet et komplet automatisk produktionssystem, der er en integreret enhed i deres forretningssystem.

Gennem en meget innovativ produktionsteknisk løsning med forsvindende omstillingstid har VOLAmeget effektivt demonstreret, at produktion af et diversificeret produktprogram kan realiseres med høj grad af automation. På ét anlæg fremstilles hele virksomhedens produktsortiment på 650 forskellige high-end armaturer med en gennemløbstid på 1 dag - modsat 42 dage før indførelsen.

Den korte gennemløbstid kombineret med høj omstillingsfleksibilitet har muliggjort korte leveringstider så alle varianter kan leveres fra dag til dag - mod tidligere leveringstider på 6-8
uger. Samtidig er færdigvarelagret reduceret til en tiendedel, ligesom varer i arbejde er stærk reduceret.

Kapitalfrigørelsen herfra er nu kanaliseret over i det automatiserede produktionsanlæg, der ud over ovennævnte fortræffeligheder har en kapacitetsfleksibilitet på plus/minus 40 %, så produktionen følger variationen i afsætningen.

VOLA har med produktionssystemet været i stand til at realisere Mass Customization, hvilket betyder, at VOLA tilbyder det kundetilpassede, individualiserede produkt på en omkostningsmæssigt basis, der svarer til standardiseret masseproduktion, idet produktiviteten er høj. Medarbejdere er frigjort til andet arbejde, og det administrative planlægningsarbejde er reduceret til en tredjedel.

Arbejdsmiljøet er bedret idet tunge løft og ensidigt gentaget arbejde er minimeret. 

VOLA har på fremragende vis demonstreret hvorledes automatisering og Lean går hånd i hånd og tænkes ind i forretningsmodellen, så den udgør et stærkt konkurrencevåben op imod de masseproducerede standardprodukter, der kommer fra lavtlønsområder.

AUTOMATISERINGSPRISENS JURY BESTÅR AF:

  • Adjungeret professor ved DTU Knud L. Sant og medejer i Valcon A/S
  • Direktør Johan Peter Paludan, Instituttet for Fremtidsforskning
  • Chefredaktør Henrik Fougt, Jern- og Maskinindustrien
  • Direktør Kaj Ørndrup Nielsen, Grundfos A/S
  • Afdelingsleder Jacob Kyllesbeck, Haldor Topsøe A/S