Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK

Automatiseringsprisen 2015

MiR100 - en dansk produceret, mobil robot - triller hver dag stilfærdigt og pålideligt på arbejde i flere og flere virksomheder. Den sparer kostbare timer for medarbejderne, der slipper for at rende op og ned ad produktionsgulve og hospitalsgange. En innovation, som nu har sikret virksomheden bag denne robotlandvinding DIRA Automatiseringsprisen 2015.

- Vi mener, at MiR har ramt et stort behov for en brugervenlig transportrobot til den rette pris. MiR100 vil således kunne frigøre mange hænder og kreative hoveder fra trivielle transportopgaver til værdiskabende arbejde på de danske virksomheder, hospitaler, etc. Det er innovation på højt plan, udtaler juryen med professor Ole Madsen fra Aalborg Universitet i spidsen.


- MiR har allerede slået hul på markedet, og har bestemt potentialet til at udvikle sig til en eksportsucces, der kan omsætte for milliarder, tilføjer han.

Juryen håber, at den med DIRA Automatiseringsprisen kan støtte MiR i denne udvikling og samtidig motivere andre til at satse stort på nye teknologiprodukter, som kan konkurrere med de store spillere på det globale marked.

Juryens betragtninger
I 2014 blev der installeret mere end 600 robotter i Danmark. Det er det største tal nogensinde, og det er et tydeligt tegn på, at danske virksomheder i stigende grad vælger at fastholde og udbygge højteknologisk produktion i Danmark frem for en produktion i udlandet baseret på lav løn og lav grad af automation.

Dette underbygges af, at der var 50 indstillinger til DIRA Automatiseringsprisen 2015. Indstillingerne afspejler et væld af nye robotteknologier samt en mangfoldig anvendelsen af dem.

Blandt de 50 indstillinger blev fire nomineret og besøgt af juryen. De fire er i tilfældig rækkefølge:

LIP Bygningsmaterialer, som er kendt af mange håndværkere og gør-det-selv folket for deres fliseklæb.

Elos Medtech Pinol, der bl.a. fremstiller dental implantater og værktøj til tandlæger.

MiR, som har udviklet og fremstiller den autonome transportrobot MiR100.

Bornholms, der fremstiller fiskeprodukter på Bornholm.

Der har været et meget tæt opløb mellem de fire, som er fremragende inden for hver deres felt. Juryens udtaler om de enkelte:

LIP Bygningsmaterialer
LIP er en robotteknologisk foregangsvirksomhed, som gennem mange år konsekvent har anvendt højteknologisk automatisering til fremstilling af et lavteknologisk produkt. Og det er ikke altid enkle opgaver, de løser hos LIP. Med en "no nonsens"-tilgang til opgaven er det bl.a. lykkedes at opbygge et system, hvor robotter tager slæbet samtidig med, at den fra forskellige paller kan plukke tunge uens sække med forskelligt indhold og pakke dem i den rigtige rækkefølge på en anden palle.

Elos Medtech Pinol
På robotsiden har Elos Medtech Pinol udviklet en modulær robotplatform med fokus på integration af mennesker og robotter. Samtidig har Elos Medtech Pinol på spændende vis flyttet robotfolkene væk fra den daglige drift og ind i udviklingsafdelingen, så robotter på et tidligt tidspunkt indtænkes i produktionen. Denne visionære tilgang til automation har resulteret i bedre arbejdsmiljø, højere kvalitet, bedre indtjening og i ansættelse af flere medarbejder.

MiR - Mobile Industrial Robots
Løfter man låget på en MiR100 kigger man ned i en kompakt udstilling af state-of-the-art teknologier, der altsammen kan styres fra en simpel app på en tablet eller smartphone. Med MiR100 har MiR udviklet en mobil logistikrobot, som funktionsmæssigt kan hamle op med eksisterende alternativer, og så til en pris der er overkommelig for selv små virksomheder.

Bornholms
Uden lokale råvarer og trods store transportomkostninger er det lykkedes Bornholms at fastholde produktionen og lokale arbejdspladser på klippeøen. Samtidig har Bornholms flot formået at omlægge en produktion baseret på traditionel metalbaseret emballage til miljøvenligere plastemballage og samtidig indtænke automationsløsninger i processen.

Nomineringen og udpegningen af vinderen er foretaget af en jury bestående af:
Juryformand Ole Madsen, professor på Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet
Bjørn Godske, journalist på Ingeniøren med ansvar for produktion
Nigel Edmonson, direktør for MADE - Manufacturing Academy of Denmark
Peter Krogh, Technical Manager ved Vola A/S
Gæstemedlem og sidste års vinder, Jesper Riis, produktionschef hos Trelleborg Sealing Solutions


FAKTA
Prisens navn: "DIRA Automatiseringsprisen"
Sponsor: DIRA - Dansk Robot Netværk
Billedmateriale mv. må bruges frit, så længe der refereres til DIRA Automatiseringsprisen eller DIRA - Dansk Robot Netværk. Læs mere om DIRA på www.dira.dk.