Virksomhedsbesøg: VELUX – DIRA Automatiseringsprisen 2026
VELUX, som er nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2026, skal have besøg af jury og medlemmer den 20. august klokken 13.30 til 16.15 i Skjern.
Vinduesproducenten VELUX forener mand, maskine og realtidsdata
VELUX A/S, som på deres tilbehørsfabrik i Skjern, er nomineret for at have etableret en helt ny produktionslinje til deres nyeste generation af rulleskodder, hvor robotter og manuelt arbejde spiller sammen i et nøje tilrettelagt flow.
VELUX har valgt en alternativ, agil og yderst fleksibel tilgang til montagen af deres rulleskodder i stedet for den traditionelle linjeopbygning. Ud over det høje automationsniveau og selve opbygningen af linjen er den designet med et enormt højt digitaliseringsniveau, hvor virksomheden med realtidsdata kan overvåge produktionen og justere løbende. Løsningen står ikke bare i en demo-hal, den kører i fuld stabil drift.
− De har simpelthen alle punkter med i deres business case og derfor kan man godt kalde dem ”duksedrenge”. De tænker produktivitet, arbejdsmiljø, kvalitet, leveringsevne, salg og bæredygtighed ind i selve projektets hjerte. Måden, de kombinerer robotter og mennesker på i ét gennemtænkt flow, er fantastisk. Det er en fuldendt løsning fra start til slut, lyder juryens begrundelse.
Partner(e): VELUX COE Accessories
BEMÆRK. Tilmelding er nødvendig, og arrangementet er forbeholdt DIRA-medlemmer.

