Tilbage

ROBOTBRAG UDVIDER PROGRAMMET:
Teknologi-workshops den 8. maj

20. marts 2026

Teknologi-workshops rykker ind på andendagen af ROBOTBRAG og DIRA Business 2026 den 8. maj. Initiativet er sat i søen for at give deltagerne endnu større udbytte af dagen – med praktiske indsigter i teknologier og tæt kontakt til eksperter. 

Robotter, AI og automation udvikler sig i et hastigt tempo. Men teknologien skaber først reel værdi, når mennesker ved, hvordan den skal bruges i praksis – og når der er kompetencer nok i branchen til at udvikle, implementere og arbejde med den. 

Derfor er andendagen af ROBOTBRAG og DIRA Business 2026 den 8. maj kl. 09.00 til 13.30 dedikeret til kompetenceudvikling, læring og faglig fordybelse. 

Som noget nyt introducerer DIRA sammen med Teknologisk Institut en række åbne teknologi-workshops, hvor deltagerne kan komme helt tæt på teknologien gennem træningssessioner og demonstrationer. 

Træd ind i teknologien

Teknologi-workshopsene består af korte sessioner, hvor virksomheder og teknologileverandører fra udstillingen deler deres viden og erfaringer med deltagerne. 

Her får teknikere, ingeniører, faglærere og studerende mulighed for at arbejde praktisk med robotteknologi, AI og automatisering. Samtidig får de konkrete indsigter i, hvordan teknologierne kan anvendes i praksis – enten i produktionen eller i undervisningen.  

Formålet med teknologi-workshopsene er at skabe et læringsrum, hvor teknologien ikke kun vises frem, men også afprøves og diskuteres i dialog med eksperter og andre deltagere.  

Derudover holder ROBOTBRAGs store udstillingsområde naturligvis også åbent. Her demonstrerer leverandører fra hele robotbranchen den nyeste teknologi og viser fremtidens løsninger og produkter. 

Teknologi-workshops om alt fra encodere til mobile robotter

Flere teknologi-workshops er allerede i programmet den 8. maj, og deltagerne kan se frem til at dykke ned i en bred vifte af robot- og automationsområder. 

Der er blandt andet mulighed for at dykke ned i mobile robotter, encoder‑teknologi, AI og mange af de teknologier, der udgør fundamentet for nutiden og fremtidens automation.

Programmet for teknologi‑workshops opdateres løbende på ROBOTBRAGs hjemmeside. Men du kan allerede nu udforske de første workshops her SICK, Kollmorgen, RLS Nordic, STMicroelectronics, EBV Elektronik, Teknologisk Institut, High5Girls og Danrobotics er blandt andet på programmet. 

Fremtidens kompetencer i fokus

Andendagen af ROBOTBRAG handler ikke kun om teknologi – men i høj grad også om de mennesker, der skal udvikle, implementere og arbejde med den, både nu og i fremtiden. 

Derfor henvender dagen sig ikke kun til fagfolk fra industrien, men også til undervisere, faglærere, studerende og elever, der ønsker at blive klogere på mulighederne inden for robotteknologi, AI og automation. Teknologi-workshopsene giver blandt andet undervisere og studerende mulighed for at få indsigt i de nyeste teknologier og hente inspiration, som kan bringes direkte ind i undervisningen. 

Bliv en del af programmet med din egen teknologi-workshop

Alle virksomheder har mulighed for selv at blive en del af programmet ved at arrangere deres egen teknologi-workshop.  

Her er det muligt at præsentere produkter, løsninger eller specialistviden gennem workshops, træningssessioner eller demonstrationer – og samtidig bidrage til videndeling og kompetenceudvikling i robotmiljøet. Dermed får de mulighed for at dele erfaringer fra praksis og komme i dialog med både fagfolk, undervisere og studerende. 

Du kan tilmelde dig ROBOTBRAG den 8. maj her

Virksomheder, der ønsker at høre mere om mulighederne for at booke en teknologi-workshop på ROBOTBRAG den 8. maj, kan kontakte DIRA på info@dira.dk. 

SE FOLDER OM TEKNOLOGI-WORKSHOPS HER