BESTSELLER VINDER DIRA AUTOMATISERINGSPRISEN 2023

DIRA Automatiseringsprisen 2023 går i år til modetøjsvirksomheden BESTSELLER for deres fuldautomatiske lagersystem i Taulov.

Den danske modetøjsvirksomhed har på blot ni måneder implementeret et banebrydende fuldautomatisk lagersystem i deres lager i Taulov, som nu høster anerkendelse fra branchen og juryen.

Det innovative Exotec-lagersystem har forvandlet måden, virksomheden driver lagerhåndtering på. Det er et af de første anlæg i verden med 79 robotter, der “kravler” op ad lagerreolerne for at hente og aflevere kasser med forskellige produkter til de medarbejdere, som plukker varerne. Derudover bidrager fem klassiske industrielle robotter til de-palletering, kartonåbning og palletering.

Systemet, der er udviklet i samarbejde med automatiseringspartnere Klinkhammer Intralogistics og Danrobotics, har ikke kun øget effektiviteten, men også forbedret arbejdsmiljøet for lagermedarbejderne, reduceret lagerpladsbehov samt antallet af fejl. Med det nye automationsanlæg er leveringstider og -sikkerhed blevet markant forbedret, og produktiviteten er fordoblet sammenlignet med manuel opsætning.

  • BESTSELLER vinder DIRA Automatiseringsprisen 2023 for en imponerende storskala automatiseringsløsning med fokus på hele logistikken – implementeret og sat i drift på blot ni måneder i tæt samarbejde med deres leverandører, siger juryen.
  • BESTSELLER har formået at fastholde og involvere deres medarbejdere igennem hele automatiseringsprocessen. De har formået at lave mange smarte løsninger ved at bryde projektet op i mindre moduler. Det kan andre virksomheder lære af, fortsætter juryen.

En modig, inspirerende og banebrydende løsning

I stedet for at købe en standardløsning har BESTSELLER modigt valgt en ny teknologi fra en startup-virksomhed. På trods af det er løsningen i Taulov kommet op at køre til tiden og budget – selvom logistikcenteret hele tiden har været i drift.

Ved at satse på en fransk virksomhed, tysk integrator og dansk underleverandør viser BESTSELLER, at de er klar på at anvende state-of-the-art teknologier. Samtidig er BESTSELLER åbne om, hvad der har været udfordrende.

  • Det er en modig løsning af BESTSELLER. De har været ekstremt ærlige omkring, hvad udfordringerne har været, hvilket gør deres automatiseringshistorie særdeles interessant og troværdig, siger juryen.

De 3 nominerede til DIRA Automationspris 2023

  • HMF Group
  • BESTSELLER
  • Welltec