Dansk Robot Netværk fylder 40 år
Det er i år 40 år siden, at Dansk Robot Netværk (DIRA) startede. Det bliver markeret til ROBOTBRAG herunder DIRA Business 2022 og resten af året.
40 år og mere aktuel end nogensinde før.
Dansk Robot Netværk (DIRA) blev stiftet i 1982, og det er derfor nu 40 år siden, at netværket så lyset for første gang. Det skal fejres.
DIRA har i dag mere end 200 medlemsvirksomheder, som blandt andet er udviklere, leverandører, slutbrugerorganisationer, uddannelsesinstitutioner og myndigheder – alle sammen med interesse for robotteknologi. DIRA har siden 1982 ageret som en unik ramme for virksomheder til at skabe stærke netværksrelationer og udvide sin viden omkring robot- og automationsbranchen. Netværket er med, når tiderne og behovene udvikler sig. Efterspørgsel på viden om anvendelse af robotter har aldrig været større, da robotter finder anvendelse i stadig flere brancher. Ligeledes er robotter netop nu et attraktiv alternativ til den arbejdskraft som der bliver stadig større mangel på. Og her er et netværk af uvurderlig værdi, fortæller Søren Peter Johansen, der er sekretariatsleder i DIRA.
Et (ROBOT-)BRAG af en jubilæumsfest
DIRAs jubilæumsår skydes i gang til ROBOTBRAG og DIRA Business 2022 med flag og fødselsdagskage både den 5. og 6. maj.
DIRA inviterer alle medlemmer til 40-års jubilæumsmiddag den 5. maj klokken 17:15 på GASA Bar i Odense. Her kan robotbranchen mødes til et festligt arrangement i automationens tegn, hvor der er rig mulighed for at netværke med kollegaer og fremtidige samarbejdspartnere.
Som en del af fejringen kommer vinderen af sidste års DM i Stand-Up og underholder. Det er ligeledes til festmiddagen, at DIRA Teknologiprisen 2022 vil blive overrakt til den virksomhed, som har udviklet det mest lovende robotteknologiske produkt det seneste år.
Jubilæumsmiddagen koster 895 kroner (eksklusiv moms), og tilmelding er bindende pr. 1. april 2022. For henvendelser vedrørende DIRA Business-jubilæumsmiddag, kontakt Signe Navne på sna@teknologisk.dk.
Et år med fejring
Det er ikke kun til ROBOTBRAG og DIRA Business 2022, at DIRAs 40-års jubilæum bliver fejret. Resten af året vil netværket sætte fokus på de seneste 40 år med DIRA med blandt andet artikler fra tidligere. Derudover vil netværket også kigge lidt frem på de næste mange år. Alt dette kan man følge med i i DIRAs nyhedsbrev.