DIRA Business & ROBOTBRAG 2024 bragede derudaf og slog ny rekord
Det sitrede af nysgerrighed og mod på at lære nyt, da DIRA – Dansk Robot Netværk og Teknologisk Institut åbnede dørene for rekordmange deltagere ved DIRA Business og ROBOTBRAG 2024, som gav et unikt indblik i nutidens og morgendagens robotteknologi.
Lærerigt, interessant og inspirerende.
Sådan kan man bedst beskrive DIRA Business og ROBOTBRAG 2024, som blev afholdt den 30. og 31. maj i Odense.
Igen i år bød Dansk Robot Netværk (DIRA) og Teknologisk Institut på et par dage med fuld fokus på nutidens og fremtidens robotter samt automatisering og kunstig intelligens. Og opbakningen til robotfesten var ikke til at tage fejl af.
DIRA Business og ROBOTBRAG 2024 blev endnu et rekordår. Mere end 3.200 deltagere fandt vej til robotfesten, og det er mere end nogensinde før.
Også antallet af udstillere slog rekord med over 80 af slagsen. Så de mange deltagere kunne i løbet af to dage gå på opdagelse, dele viden og søge inspiration i over 100 stande med den nyeste robot- og AI-teknologi.
En dag med fokus på industrien
På førstedagen var folk fra industrien mødt op, og her var både Teknologisk Instituts robotinnovationshaller, DIRA’s cirkustelt og det seneste skud på stammen, Startup-teltet, fyldt til randen med mennesker.
Centerchef ved Teknologisk Institut, Henrik Jacobsen, åbnede festen med en tale, hvor han gjorde status på robotteknologien i produktions-Danmark og præsenterede en række af hovedpunkterne i Teknologisk Instituts nye rapport, “Robotteknologi og kunstig intelligens i dansk industri: Udbredelse, potentiale og udfordringer”.
– Potentialet er stort, når det kommer til brugen af kunstig intelligens i produktionsvirksomheder. Alligevel er det langt de færreste virksomheder, der udnytter teknologiens mange muligheder. Det er derfor et centralt spørgsmål, hvorfor der ikke er flere industrivirksomheder, der udnytter robotteknologiens og den kunstige intelligens’ store potentiale, lød det fra Henrik Jacobsen.
– Størrelsen på den økonomiske investering, kompleksiteten i løsningerne og især mangel på viden og kompetencer er barrierer for, at de danske industrivirksomheder kan indfri det uforløste potentiale – både når det kommer til robotteknologi og AI. Og netop derfor er det også enormt glædeligt at se, at vi har kunnet samle så mange om robotteknologien i dag, tilføjede han.
Henrik Jacobsen blev efterfulgt af Dansk Robot Netværks bestyrelsesleder, Michael Nielsen, og direktør for DI Produktion, Peter Trillingsgaard, som italesatte robotter og øget automatisering som en fundamental del af den grundlæggende digitale infrastruktur.
Herefter spredte de nysgerrige gæster sig i ROBOTBRAG-landskabet, hvor de kunne gå på opdagelse i nutidens og fremtidens robotter.
Derudover kunne deltagerne også være med til at åbne Space Robotics Lab, som er et nyt laboratorium med fokus på robotteknologi til rummet og meget, meget mere.