Tilbage

DIRA tager springet ud i Europa: Mere internationalisering skal styrke netværk og innovation

19. juni 2025

Dansk Robot Netværk, DIRA, rykker ud over landegrænserne. Nu opruster DIRA netværksaktiviteter og videndeling i hele Europa – og indleder med delegationstur til Holland senere på året.

Dansk Robot Netværk, DIRA, har i flere år været et samlingspunkt for viden, samarbejde og innovation på tværs af den danske robotindustri. Nu åbner DIRA for alvor dørene ud mod Europa.

Med en række nye internationale initiativer og samarbejder tager netværket et markant skridt for at styrke både sine egne medlemsvirksomheder – og Danmarks position på robotfronten i Europa.

Fra dansk til europæiske vidensdeling

– Vi tror på, at den bedste innovation opstår, når vi bryder siloerne ned – også de nationale, understreger Kathrine Viskum Rasmussen, der er netværksleder i DIRA.

Det mest synlige bevis på DIRAs europæiske ambitioner er etableringen af ”European Network of Excellence”: Et nyt slutbrugernetværk på tværs af EU’s produktionsvirksomheder, der skal fremme samarbejde, innovation og struktureret videndeling om industrirobotter og automatisering.

− Danske virksomheder har i årevis vist imponerende vilje til at dele erfaringer på tværs af landet. Nu prioriterer vi videndeling og samarbejde på tværs af Europa – ikke mindst til gavn for både danske og udenlandske produktionsvirksomheder, fortæller Kathrine Viskum Rasmussen.

Første netværkstur går til Holland

Allerede i slutningen af 2025 mærkes den europæiske åbning, når DIRA – i samarbejde med det hollandske klyngecenter Brainport Industries – inviterer danske produktionsvirksomheder med på den første internationale netværksrejse. På tre intensive dage i Eindhoven får deltagerne mulighed for at opleve high-tech produktion i praksis, udveksle erfaringer med hollandske virksomheder.

Hold øje med DIRAs hjemmeside for mere information om turen.

DIRA deltager på verdens største robotmesse

Allerede i næste uge får DIRAs internationale ambitioner konkret form, når netværket som partner deltager i en eksklusiv delegationstur til AUTOMATICA 2025 i München – verdens største robotmesse. Turen arrangeres af SDU og giver danske robotprofessionelle mulighed for at opleve de nyeste teknologier og knytte internationale kontakter.

Turen løber fra 23.-26. juni med fuldt program og 24.-26. juni med reduceret program. Som DIRA-medlem får deltagerne rabat på turen.

DIRAs sekretariatsleder, Søren Peter Johansen, er med som guide på turen og sørger sammen med SDU for, at deltagerne får indblik i de nyeste industrielle teknologier og løsninger.

Du kan læse mere om turen og tilmelde dig her.

DIRA sidder med ved det internationale bord

DIRAs globale engagement stopper ikke ved netværksture. Som samarbejdspartner på den anerkendte internationale robotstatistik fra International Federation of Robotics, IFR, gennem mange år og med Kathrine Viskum Rasmussen som nyligt valgt medlem af IFRs General Assembly, har DIRA fået direkte talerør i globale diskussioner om betydningsfulde dagsordener om automation. Det åbner døren for både indflydelse og indsigt til medlemmer herhjemme.

− Det er et kvalitetsstempel for DIRA og de danske virksomheder, at vi er med ved bordet i den internationale robotdebat. Jeg ser frem til at bidrage til fælles europæisk videndeling og at bringe de bedste erfaringer hjem til vores netværk, siger Kathrine Viskum Rasmussen.