Tilbage

DIRAs netværksgrupper – både inspirerende og tillidsvækkende

22. maj 2023

DIRAs netværksgrupper for slutbrugere er en stor succes, og der er stor efterspørgsel på pladserne. Vi deler erfaringer både på godt og ondt, og det er meget givende, fortæller én af dem, der er med i DIRAs netværksgrupper.

Inspiration, vidensdeling og netværk på tværs af brancher.

Dansk Robot Netværk (DIRA) startede sidste år tre netværksgrupper med fokus på automatisering, robotteknologi, AI og digitalisering, hvor slutbrugere skulle inspirere og lære af hinandens fejl og succeser.

– Som virksomhed har jeg været medlem af DIRA i mange år. Og da den her mulighed dukkede op, var jeg ikke i tvivl om, at det kunne give mig noget mere dynamik og mere netværk, som jeg søger, fortæller Per Grunddal Jørgensen, der er administrerende direktør ved Bogense Plast A/S.

– Og det har jeg i den grad fået i DIRAs netværksgrupper. Vi deler erfaringer både på godt og ondt, og det er meget givende, tilføjer han.

Indtil videre er der tale om tre netværksgrupper, som består af op til 15 medlemmer – alle med et fælles mål om vidensdeling og udvikling. Grupperne sammensættes ud fra geografi, branche og størrelse, og det er DIRA, der faciliterer grupperne og står for det praktiske.

Tilliden i det danske erhvervsliv

Alle ønsker at opnå succes med vores forretning og det givende netværk kan være nøglen til, at forretningen når det næste skridt i sin udvikling mod automatisering, digitalisering eller andet. Samtidig kan et godt netværk være vejen til at undgå store fejl, ved at lære af andres erfaringer.

Derfor har DIRA startet disse netværksgrupper.

– Selvom medlemmerne kommer fra forskellige brancher med forskellige produkter og processer, sidder medlemmerne med beslægtede udfordringer i hverdagen. Derfor bliver der udvekslet rigtig meget viden om produktionsudfordringer, potentialer og nye teknologier i den lukkede kreds, som netværksgruppen udgør, fortæller Søren Peter Johansen, der er netværksleder i DIRA.

Per Grunddal Jørgensen fra Bogense Plast A/S er imponeret over, hvor meget han og andre deler ud af viden og erfaringer, når netværksgrupperne mødes.

– Danmark er et lille land, og jeg er imponeret over, hvor meget vi faktisk evner at arbejde i åbenhed med tillid til hinanden og de løsninger, som vi hver især har. De her netværksgrupper er et tydeligt eksempel på, at vi har tillid til hinanden i erhvervslivet i Danmark, og det er en fornøjelse at være en del af, fortæller den administrerende direktør fra den nordfynske virksomhed.

DIRAs netværksgrupper holder ikke kun møder og besøger hinandens virksomheder og produktionen. Faktisk er netværksgrupperne lige kommet hjem fra en videns- og inspirationsrejse til Tyskland, hvor de blandt andet besøgte SICK Sensor Intelligence, Festo, Fraunhofer IPA og mange andre.

Hvad får du ud af DIRAs netværksgrupper for slutbrugere:

  • Faglig sparring i et fortroligt forum
  • Faglig og personlig udvikling
  • Et stærkt netværk
  • Indsigt i aktuelle emner
  • Ny inspiration og viden