“Ferrari”-robotløsning hæver kvaliteten hos AVK International
Tidligere blev produktionen af drikkevandsventilerne hos AVK International produceret manuelt, men med den nye fuldautomatiske robotløsning er den tid forbi. Det har sikret dem en nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2024.
Det er 30 år siden, at AVK International fik deres første robot. Og de er bestemt ikke færdige med at finde nye muligheder for automatisering.
De har fornyelig investeret i en fuldautomatisk robotløsning, der både håndterer, monterer og kontrollerer 31 forskellige varianter af drikkevandsventiler, der kan veje lige fra 3,6 til 54 kilo. Løsningen tæller adskillige robotarme, avancerede vision-systemer og kvalitetstest via trykprøvning. Faktisk er der tale om hele 16 processer samlet i én robotløsning.
– Vi har været på en rejse med det her robotanlæg. Først troede vi, at vi skulle have noget simpelt og banalt, men så fik vi en Ferrari, som kan det meste og ser ud af noget, fortæller Lars Christiansen, der er produktionschef ved AVK International.
Og det er netop denne “Ferrari” af en automatiseringsløsning, der har fået AVK International nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2024 sammen med Kilde Automation.
– Vi anvender vision-systemet til at opsamle alle varerne, inden vi til sidst samler alle processerne – med fuld overvågning igennem, fortæller Sales Manager Rasmus Agerskov ved Kilde Automation.
Den hidtil største
AVK International producerer alt inden for ventiler til vandforsyning, spildevandsbehandling, gasdistribution og brandbekæmpelse. Derfor er det også vigtigt, at den nye robotløsning har en høj kapacitet.
– Det bedste ved robotcellen er, at vi kan skalere op og ned. Vi er ikke helt så afhængige af, at der skal mange mennesker ind for at producere mange ventiler. Faktisk har vi rigtig mange robotløsninger rundt omkring i vores produktion, men det her er selvfølgelig så stort et projekt, at vi ikke rigtig kan måle det med noget andet, vi har lavet, fortæller Lars Christiansen og fortsætter:
– Vi har hævet kvaliteten, vi har fjernet rigtig meget ensidigt, gentaget arbejde og fjernet nogle tunge løft. Samtidig bliver vi langt mere konkurrencedygtige med den her løsning.
Imponerende hele vejen rundt
Også dette års jury, der skal udvælge vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2024, er imponerede over omfanget af automationsløsningen hos AVK International.
– Det, der imponerer mig, er, at de har kigget på hele værdikæden for komponenten og automatiseret det. De har håndteret en meget stor variation i forskellige produkter – altså 31 forskellige produkter er produceret på den samme celle med 16 forskellige processer. Og så har de samtidig involveret deres medarbejdere i den her rejse. Så de har været hele vejen rundt og står ret stærkt til at gå videre med deres automatiseringsrejse, fortæller Nigel Edmondson fra MADE og en del af juryen.
DIRA Automatiseringsprisen 2024 vil blive overrakt den 10. september til AUTOMATIK 2024-messen i Brøndby.