Tilbage

Global AGV overtager ”dødt” arbejde

12. juni 2026

”Vores medarbejdere slipper nu for at køre den 340 meter korte og kedelige rute fra standse- og bukkemaskinen til lageret mindst fire gange i timen. Det gør vores nye AGV både hurtigere og sikrere. Vi er glade for at slippe for at skulle ansætte truckførere til det, vi kalder dødt arbejde, altså uinteressante opgaver, der ikke skaber værdi,” forklarer lager- og logistikchef Karl Gustav Bruzen fra Priess ved Skive.

Ryddede gange øger sikkerhed

Før Priess fik sin AGV, var gangene omkring standse- og bukkemaskinen fyldt af færdigbukkede dele på paller, der ventede på at komme videre. Men med den nye AGV bliver pallerne hurtigt hentet og lagt på plads på lageret. Det er fyldt med dele til kæmpe modelhussæt: vægge, døre og tagplader i mange størrelser. I virksomhedens store hal samles delene til specialbyggede armygrønne huse til transformerstationer og til vand og energi.

Forprojekt gav sikkerhed for succes

Da Karl Gustav Bruzen begyndte at se sig om efter Priess’ første AGV, havde han to ufravigelige krav. Den nye selvkørende truck skulle kunne håndtere meget store emner, da Priess’ paller går helt op til 2600 mm i længden til vægstykker. Det kræver længere gafler, end markedet normalt tilbyder. Desuden skulle AGV’en selv måle læssets omfang, så sikkerheden altid blev overholdt, men transportvejene ikke blev spærret af en unødvendigt stor sikkerhedszone, når AGV’ens læs var mindre.

De to krav fik flere leverandører til at bakke ud. Men Global AGV var ikke bange for at tage udfordringen op. Priess sendte et udvalg af sine største emner ind til forprojekt, hvorefter Global AGV forlængede gaflerne på 1150 mm på sin standardmodel med mere end 50 procent til 1800 mm. Med de forlængede gafler håndterer AGV’en nu selv de største paller med hele vægstykker.

Global AGV knækkede begge nødder

Samtidig blev den nye AGV udstyret med en såkaldt load-sensor. Den sidder inderst på slæden og registrerer alle emner, hvorefter den indstiller sikkerhedszonen efter det bredeste eller længste mål plus 100 mm.

Karl Gustav Bruzen er godt tilfreds med både sin nye AGV og de to tilretninger:

”Global AGV lyttede til vores ønsker og kom os i møde. De to tilpasninger fungerer rigtigt godt i dagligdagen, så vi undgår skader. Samtidig er det nemt at programmere og styre AGV’en selv, både fra hallen og fra kontoret.”

Load-sensoren er siden blevet føjet til Global AGV’s standardoptioner.

Nem at programmere

En af de medarbejdere, der især er tilfreds med den nye AGV, er lagermand Jeppe K. S. Svendsen. Han får lys i øjnene, når han snakker om, hvor nem, den nye AGV er at programmere:

”Man får en god følelse af, at man kan få det til at fungere. Jeg tror, at alle ville kunne finde ud af det. Jeg bruger kun mellem en halv og en hel time på at lægge en ny rute ind. Så vi har allerede udvidet vores rutenet i begge ender.”

En god investering

På spørgsmålet om payback svarer Karl Gustav Bruzen med et glimt i øjet:

”Vi opgiver aldrig konkrete tal på den slags. Men du kan være sikker på, at hvis det ikke havde kunnet betale sig, så havde vi ikke gjort det.”

Gik ud foran truck

Priess’ ansatte har alle sammen taget godt imod deres nye ”kollega”. Men til at starte med var de lidt nervøse for at blive kørt ned af den.

”Men så demonstrerede jeg foran alle, hvordan jeg kunne gå stille og roligt ind foran den, og så stoppede den. I dag har alle vænnet sig til den. De er bare glade for, at de slipper for det døde arbejde,” slutter Karl Gustav Bruzen.

Fakta om trucken Global AGV

Global AGV er udviklet på basis af en standardtruck. Den gennemtestede AGV betjenes og tilgås via webbrowser på en tablet eller PC. Den kan nemt indstilles til både faste og nye ruter. Samtidig kan trucken betjenes manuelt via tilleren, så den kan bruges både som AGV og som manuel stabler (dual mode). Trucken kan arbejde 24/7/365 og giver dermed højere effektivitet, mindst 60 procents besparelse på simpel palletransport, bedre intern logistik og færre skader på gods.

Global AGV anvendes af blandt andet Danpo, SKY-LIGHT og AVK GUMMI. Den findes i tre udgaver:

  • L12 med en kapacitet på 1200 kg. Ideel til håndtering af US-, UK- og SEA-paller
  • L14 med en kapacitet på 1400 kg. Ideel til håndtering af EUR-paller.
  • L20 med en kapacitet på 2000 kg. Ideel til håndtering af EUR-paller.

Fakta om virksomheden Global AGV

Global AGV er en del af BILA-koncernen, der har hovedsæde på Mors i Nordjylland. Global AGV blev grundlagt i marts 2016. Virksomheden har især fokus på Storbritannien, Tyskland og USA, men sælger i hele verden gennem BILAs salgskanaler og forhandlere. Global AGV har 25 ansatte.

Læs mere på www.global-agv.dk.

Fakta om Priess A/S

Priess A/S leverer teknikhuse og stationsløsninger til forsyningssektoren – blandt andet inden for energi, fjernvarme, vand og industri samt digital infrastruktur. Virksomheden tilbyder både standard- og kundetilpassede plug-and-play-løsninger, der leveres fuldt monterede og klar til installation.

Med produktion i Vinderup og Herning kombinerer Priess dansk kvalitet, teknisk knowhow og effektiv projektlevering.

Virksomheden beskæftiger omkring 160 medarbejdere.

Læs mere på www.priess.dk.