Tilbage

Nu kan du indstille din robotløsning eller teknologi

Har du en teknologi eller robotløsning i tankerne, der er inspirerende, innovativ og måske endda også imponerende? Så indstil den allerede nu til DIRA Teknologiprisen 2022 eller DIRA Automatiseringsprisen 2022.

Dansk Robot Netværk (DIRA) åbner nu op for indstillinger til DIRA Teknologiprisen 2022 og DIRA Automatiseringsprisen 2022.

Og kan du sætte ord som imponerende, inspirerende og innovativ på en ny teknologi eller et automationsprojekt hos jer?

Så er det nu du skal indstille teknologien eller robotløsningen.

INDSTIL TIL DIRA TEKNOLOGIPRISEN 2022

DIRA Teknologiprisen 2022 uddeles til et nyt og unikt produkt, som er et resultat af udnyttelse af ny teknologi. Prisen skal være med til at skabe mere opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og ikke mindst inspirere robot- og automationsbranchen til udvikling af nye, innovative produkter.

For at kunne indstille sit produkt til DIRA Teknologiprisen 2022, skal produktet kunne købes og leveres til danske kunder inden for seks måneder, produktet skal være med til at berige den danske robot- og automationsbranche og til sidst skal produktet også kunne fremvises til DIRA Business 2022.

Til at finde modtageren af DIRA Teknologiprisen 2021 er en kompetent jury, der vurderer produkterne. Juryen repræsenterer entreprenørskab, presse, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer samt industrien og består af Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren, Lasse Kieffer, iværksætter og entreprenør, John Christiansen, Head of R&D Automation, LEGO og Jens Johansen, Porteføljekundechef i Vækstfonden. De nominerede produkter bliver fremvist på ROBOTBRAG og DIRA Business i Odense den 5. maj 2022, hvor de får en 4 kvadratmeter stor stand.

Fristen for at indstille sin teknologi til prisen er den 24. marts 2022.

Indstil dit produkt til DIRA Teknologiprisen 2022 her.

INDSTIL TIL DIRA AUTOMATISERINGSPRISEN 2022

Gode automatiseringsløsninger stormer frem rundt omkring i landet – og nu skal du indstille den, som du synes fortjener hæder.

DIRA Automatiseringsprisen 2022 uddeles hvert år til en dansk slutbruger med en god automatiseringshistorie med udgangspunkt i robotteknologi – og hæderen kommer til at smitte af på leverandøren bag løsningen.

Nytænkning, fremdrift, kreativitet og ikke mindst udvikling er nogle af de kriterier, som vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2022 skal besidde.

Prisen skal være med til at øge kendskabet til mulighederne ved indførelse af robotteknologi og inspirere andre ved at vise unikke løsninger og processer på robotteknologi og relateret automatisering.

Modtageren af DIRA Automatiseringsprisen 2022 bliver fundet af en kompetent jury, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. Juryen består af Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard, journalist fra Ingeniøren, Nigel Edmondson, administrerende direktør i MADE, Peter Krogh fra VOLA, Dorte Martinsen fra virksomheden BM Silo og Tina Beith fra Aalborg Universitets Hospital. Derudover sidder sidste års vinder af prisen også med i juryen. Det er Martin Høgsbjerg fra Danfoss Drives.

De nominerede løsninger offentliggøres cirka 14 dage efter fristen for indstillinger. Herefter besøger juryen – og om muligt DIRAs medlemmer – de tre nominerede virksomheder for at kigge nærmere på de spændende robotløsninger.

Fristen for at indstille sin automatiseringsløsning til prisen er den 1. juni 2022.

Indstil dit produkt til DIRA Automatiseringsprisen 2022 her.