Tilbage

Rekordernes ROBOTBRAG og DIRA Business 2021

Det blev et brag af et ROBOTBRAG og DIRA Business 2021, og der blev slået flere rekorder på de to dage, hvor robotfolk, nysgerrige virksomheder og studerende var samlet. Nu venter næste fødselsdagsfejring.

100-års fødselsdagen for ordet ’robot’ blev i den grad fejret til ROBOTBRAG og DIRA Business 2021.

Fødselsdagsgæster var der nok af.

Faktisk var der over 3.000 deltagere den 26.-27. august, som besøgte DIRAS rekordmange udstillere i det store firmastede cirkustelt eller i hallen ved siden af, hvor der foregik alt lige fra demonstrering af produktnyheder til netværkssnakke. Hele 76 udstillere viste sig til DIRA Business, og det er flere end nogensinde før.

Derudover kunne deltagerne til ROBOTBRAG og DIRA Business 2021 også gå på opdagelse i Teknologisk Instituts robothaller, og nogle fik endda aet robothunden Spot.

Til at skyde fødselsdagsfesten i gang var der selvfølgelig taler, som der jo hører sig til, og et blæseorkester. Men også den fynske fødselsdagsspecialitet brunsvigeren var at finde til ROBOTBRAG og DIRA Business 2021.

Endnu en fødselsdagsfejring

Men som efter enhver anden fødselsdag så glæder man sig allerede til den næste.

I 2022 kan Dansk Robot Netværk (DIRA) nemlig fejre 40-års fødselsdag, og forberedelserne er allerede gået i gang.

DIRA planlægger en stor fødselsdagsfest for alle danske virksomheder og institutioner, der har planer om at anvende robotteknologier til ROBOTBRAG og DIRA Business 2022 den 5. og 6. maj.

Hvis du vil være garanteret en plads som ny udstiller til fejringen af DIRAs fødselsdag næste år, kan du allerede fra den 16. september 2021 booke din stand.

Hvis du booker inden den 1. marts 2022, er prisen for en stand 1.600,- ex. moms pr. kvm, hvorefter prisen stiger efterfølgende.

Du kan kontakte os på info@dira.dk.