Robotter, brassband og begejstring: DIRA Business og ROBOTBRAG 2026 tiltrak rekordmange virksomheder til jubilæumsudgave
Humøret var højt, da rekordmange mennesker og robotter for tiende gang var samlet til DIRA Business og ROBOTBRAG i Odense.
Solen stod højt på himlen, stemningen var sitrende, og dannebrog svajede i toppen af en automatisk flagstang, da DIRA og Teknologisk Institut for tiende gang åbnede porte og teltdug til robotfest i Forskerparken i Odense – i år som en del af Week of Robotics i samarbejde med Odense Robotics.
Traditionen tro bød fejringen af dansk robotindustri på den søde duft af brunsviger, og selvom den fynske klassiker var smagfuld som altid, var det næppe den, der tiltrak de intet mindre end 3.755 deltagere. I stedet var det fremtidens teknologier, der løb med opmærksomheden, og det synes vigtigere end nogensinde. Det mener Henrik Jacobsen, der er chef for Teknologisk Instituts robotteknologicenter.
– Geopolitiske forandringer har gjort forsyningskæder usikre, og vi kigger vi ind i en fremtid, hvor arbejdsstyrken falder, samtidig med at kravene og målene til produktionen stiger. Når det er tilfældet, er man nødt til at finde nye veje. Her er automation og robotteknologi oplagte løsninger. Derfor er det en meget vigtig opgave at demonstrere og udstille, hvad teknologien kan i dag og i fremtiden, siger Henrik Jacobsen.
Af netop de årsager var temaet for dette års DIRA Business og ROBOTBRAG: Bliv robust med robotter.
Teknologien blev vækket til live
De rekordmange robotinteresserede strømmede gennem telte og innovationshaller, der blev fyldt af entusiastiske stemmer og robotternes summen. Her var højtflyvende robotter, hurtige robotter, avancerede AI-systemer og spirende startups, der sammen inspirerede den brede danske industri.
Teknologierne var ikke kun udstillet, men fik lov at komme til live i hænderne på udstillere og besøgende. Men i år var anderledes, robotterne fik nemlig også livet frem i de besøgende.
De humanoide robotter stjal showet til åbningen af Teknologisk Instituts splinternye Humanoid Lab. De menneskelignende robotter vinkede besøgende nærmere, tilbød gæsterne danselektioner, og det hele blev sat i gang for fuld musik, da en af robotterne dirigerede det 7. Regiments Musikkorps.
De mange oplevelser blev taget særdeles godt imod, og evalueringerne fra både besøgende og udstillere afspejler en stor begejstring for årets arrangement.
Ungdommen skal skabe fremtiden
DIRA Business og ROBOTBRAGs fredagsprogram adresserede udfordringen i, at mindre end hver femte folkeskoleelev tager en erhvervsfaglig uddannelse. Det betyder blandt andet, at industrivirksomhederne mangler medarbejdere, der kan betjene deres robotter.
– Mange af de uddannelser, som vi har brug for i industrien, er ikke synlige for den brede befolkning. Mens man som privatperson møder tømreren og automekanikeren i hverdagen, så er automatikteknikeren og industriteknikeren gemt inde på fabrikker, som ikke er tilgængelige for offentligheden. Hvis vi skal have flere unge til at vælge de her uddannelser, så er det vigtigt, at uddannelserne bliver synlige, siger Michael Boas Pedersen, der er chefkonsulent i Dansk Industri.
– Vi mangler lærlinge og studerende, vi mangler ’man-power’, kan man sige, og derfor vil vi gerne gøre os mere synlige og flage for de uddannelser, der fører til jobs i industrien, siger Michael Nielsen, der er bestyrelsesleder for DIRA.
Synligheden blev der for alvor gjort noget ved til DIRA Business og ROBOTBRAG. Seks 8. klasser var inviteret til robotduel. De dystede i droneflyvning, programmerede robotarme, spillede fodbold med LEGO-biler og afprøvede servicejobs med VR-briller.
Ungdommens energi strålede stærkere end solen, da de fik lov til at afprøve teknologierne, og energiniveauet nåede sin top, da en trommehvirvel endte ud i sætningen: “Vinderen er 8.C fra Munkebo Skole”. Med et sejrsbrøl løftede de en check på 5.000 kroner op i luften. De andre klasser gik dog ikke tomhændede hjem. De gik derfra med en spændende oplevelse i bagagen og indsigt i alle de muligheder, der findes ved at tage en erhvervsfaglig uddannelse.
Vi skal invitere skolerne på besøg
Hvis det for alvor skal lykkes at få flere ind på de erhvervsfaglige uddannelser, skal endnu flere dog få øjnene op for mulighederne i industrien. Derfor var en række KUI-vejledere også mødt op til oplæg og dialog i Forskerparken, og det var en stor succes.
– Noget af det, vi fik ud af dialogen, er, at vi skal være meget mere konkrete. Vi skal blive bedre til at invitere lærere, elever og vejledere på besøg og vise dem de job, de kan få i industrien. Samtidig bruger de unge TikTok og andre platforme, så hvis vi begynder at tænke i den retning, kan det være, at vi når ud til flere af de unge. Den anden vej fik vi fortalt KUI-vejlederne om de mange spændende erhvervsuddannelser, der fører til job i industrien, siger Michael Nielsen, der er bestyrelsesleder for DIRA.
Teknologidagen var arrangeret af DIRA i samarbejde med lærlingeakademierne fra LEGO Koncernen, Danfoss, Novo Nordisk og Grundfos samt Videnscenter for Automation og Teknologi, Videnscenter for Procesteknologi, ErhvervsTanken fra Odense Kommune og Teknologisk Institut. Dagen blev støttet af Beckhoff Automation og Rockwell Automation.
En del af Week of Robotics
DIRA Business og ROBOTBRAG var en af hovedbegivenhederne under Week of Robotics, der fandt sted fra 5-8. maj 2026 i Odense. Week of Robotics er organiseret af Teknologisk Institut, DIRA og Odense Robotics.
Begivenhederne samlede danske og internationale interessenter fra hele robotøkosystemet – herunder virksomheder, forskere, beslutningstagere, teknologieksperter og slutbrugere – for at styrke samarbejdet og positionere Odense som et førende globalt omdrejningspunkt for robotteknologi.









