Robotter i sværvægtsklassen: Niebuhr Gears automatiserer sig til mere dansk produktion
Hos Niebuhr Gears i Ikast har robotterne indtaget en af industriens absolut tungeste discipliner. Et nyt, fuldautomatisk anlæg til sandblæsning, metallisering og maling har løftet kapaciteten, forbedret arbejdsmiljøet og gjort det muligt at hjemtage en proces, virksomheden ikke tidligere beherskede. Det har sikret dem en nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2026.
Krøjekransene hos Niebuhr Gears i Ikast er ikke i småtingsafdelingen.
De kan være op til syv meter i diameter og veje op til 15 tons stykket. Komponenterne er helt vitale for offshore-vindmøller, hvor de sørger for, at den gigantiske nacelle kan dreje op mod vinden ude på det åbne hav. Netop derfor kræver det også noget helt ekstraordinært, når processerne omkring dem skal automatiseres.
Det har den familieejede Ikast-virksomhed, der i dag ledes af tredje generation, nu gjort.
For bare to år siden vidste Niebuhr Gears stort set intet om maling af store metalkomponenter. Men da kundekravene ændrede sig, stod virksomheden ved en skillevej: Skulle man outsource til underleverandører eller tage udfordringen op selv?
Niebuhr Gears valgte det sidste. Sammen med den polske automationspartner SciTeeX har de opført en helt ny hal med to avancerede robotkabiner forbundet af to 15-tons positionsstyrede rundborde på et skinnesystem. Her bevæger de enorme emner sig automatisk og i et kontinuerligt flow fra sandblæsning og metallisering til maling og hærdning uden behov for risikabel og tidskrævende kranhåndtering.
– Den helt store forskel, det her anlæg gør for os, er, at vi har reduceret arbejdsbyrden gevaldigt for vores medarbejdere. Vi kigger ind i tunge processer, som tager tre timer med robot, som havde taget flere vagtskifter, siger Christopher Holm Larsen, der er Head of Projects and Business Development hos Niebuhr Gears.
Fra syv dages hærdning til 90 minutter
Robotterne gør ikke blot arbejdet hurtigere, de sikrer også en fuldstændig ensartet overflade og lagtykkelse, som er altafgørende for at undgå fejl som løbere eller lignende.
– Vi har automatiseret vores påføring af maling sammen med vores rundborde, som er styret til, at når den påfører malingen, så er vi sikre på, at vi altid har det i den samme lagtykkelse og i den samme kvalitet hele vejen igennem, forklarer Christopher Holm Larsen og fortsætter:
– Og samtidig har vi vores styringssystem af hele kabinerne, hvor vi måler vores dugpunkt, luftfugtighed og temperatur i realtidsdata, som så sørger for, at vi hele tiden er sikre på, at vi lever op til den kvalitet, der er på offshore-møller til de her 30 år til havs.
Den helt store forvandling af produktionsflowet findes dog i hærdningen.
Hvor de malede emner tidligere krævede op til syv dages hærdning, klares det nu på blot 90 minutter ved hjælp af en integreret infrarød hærdeløsning, hvor emnet roterer under processen.
Det har givet et massivt løft i leveringsevnen. Hvor Niebuhr Gears tidligere med hjælp fra underleverandører kunne få færdiggjort omkring to krøjekranse om ugen, kan det nye anlæg levere op til fem om ugen på et enkelt daghold.
Fra 30 kilos udstyr til computerskærm
Men det er ikke kun tallene og kapaciteten, der imponerer ved projektet. Det er i lige så høj grad medarbejdernes nye hverdag.
Tidligere krævede sandblæsningen, at operatøren stod manuelt iført fuldt beskyttelsesudstyr og håndterede udstyr, der kunne veje op mod 30 kilo i timevis i et ekstremt barsk arbejdsmiljø. I dag er det tunge arbejde flyttet ind i lukkede kabiner, mens medarbejderen overvåger og styrer processerne udefra via en computer.
Og det er netop kombinationen af et modigt, strategisk valg og et mærkbart løft for medarbejderne, der gjorde stort indtryk, da juryen bag DIRA Automatiseringsprisen 2026 besøgte Niebuhr Gears for at nærstudere anlægget.
For jurymedlem og redaktør på Ingeniøren, Laurids Hovgaard, er det et lysende eksempel på, hvordan automation gør en reel forskel for mennesker:
– Det er ikke hver dag, man ser en familieejet virksomhed i tre generationer, som har taget kampen op mod Kina med deres tandhjulsproduktion.
– Og det gør faktisk ret stort indtryk på mig, når vi møder operatøren Henrik, der tidligere har gået med sandblæsningsudstyr, der vejer op til 30 kilo. Han kan nu stå uden for robotanlægget og betjene det fra en computer – i stedet for at udføre det her tunge, hårde arbejde i et rigtig barsk miljø. Der kan man virkelig se, at det her anlæg har gjort en konkret forskel, siger Laurids Hovgaard.
Ved at fjerne den tunge manuelle belastning og samtidig eliminere afdampning af epoxy i produktionshallen er arbejdsglæden øget markant, og medarbejderne kan se frem til at blive væsentligt længere på arbejdsmarkedet.
Niebuhr Gears’ satsning beviser, at det kan lade sig gøre at tage komplicerede processer hjem og styrke dansk konkurrenceevne – selv i et omskifteligt globalt marked.
– Det bedste ved det her robotanlæg, det er vores kvalitet, det er vores besparelser, og det er vores arbejdsmiljø, slutter Christopher Holm Larsen.
Hvilken af de tre nominerede kandidater Müller Gas Equipment, Niebuhr Gears eller VELUX, der vinder DIRA Automatiseringsprisen 2026, afsløres tirsdag den 8. september 2026 i forbindelse med en festlig netværksåbningsfrokost på AUTOMATIK-messen.






