Tilbage

Skynd dig: Indstil din teknologi til hæder

8. marts 2023

Du kan stadig nå at indstille din teknologi til DIRA Teknologiprisen 2023 – men du skal skynde dig. Der er åbent for indstillinger til og med den 17. marts 2023.

Sidder du med en ny teknologi, der kan inspirere andre og har betydet meget for din virksomhed?

Så skynd dig at indstille teknologien DIRA Teknologiprisen 2023.

Teknologien skal være imponerende, inspirerende og innovativ for at blive indstillet til prisen. Men du skal gøre det nu, for du har kun indtil den 17. marts 2023 til at indstille.

DIRA Teknologiprisen 2023 gives til et nyt og unikt produkt, som er et resultat af udnyttelse af ny teknologi. Prisen skal være med til at skabe mere opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og ikke mindst inspirere robot- og automationsbranchen til udvikling af nye, innovative produkter.

For at kunne indstille sit produkt til DIRA Teknologiprisen 2023, skal produktet kunne købes og leveres til danske kunder inden for seks måneder, produktet skal være med til at berige den danske robot- og automationsbranche og til sidst skal produktet også kunne fremvises til DIRA Business 2023 den 3.-4. maj 2023.

Til at finde modtageren af DIRA Teknologiprisen 2023 er en kompetent jury, der vurderer produkterne. Juryen repræsenterer entreprenørskab, presse, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer samt industrien og består af Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren, Lasse Kieffer, iværksætter og entreprenør, John Christiansen, Head of R&D Automation, LEGO og Jens Johansen, Porteføljekundechef i Vækstfonden.

Udstillingsvindue for teknologier

De nominerede produkter bliver fremvist på ROBOTBRAG og DIRA Business i Odense den 3. og 4. maj 2023, hvor de får en fire-kvadratmeter-stor stand, samt to pladser til aftenens festmiddag.

Ud over muligheden for at udstille sin teknologi foran mere end 2.700 deltagere, som var det antal, der stak hovedet forbi DIRA Business og ROBOTBRAG i 2022, så bliver vinderen af DIRA Teknologiprisen også portrætteret i DIRA Nyhedsbrev og flere medier har for vane at lave historier om teknologien – blandt andet var vinderteknologien i Go’Morgen Danmark i 2022.

Som noget helt nyt får virksomheden, der står bag vinderteknologien, et medlemskab til DIRA i resten af 2023.

DIRA Teknologiprisen overrækkes den 3. maj 2023 til festmiddagen efter første dag til DIRA Business og ROBOTBRAG 2023.

Indstil dit produkt til DIRA Teknologiprisen 2023 her.