Tilbage

Stikkontakt-fabrik samler al data ét sted

Dataindsamling og automatisering har været med til at sikre fremtiden for Schneider Electrics Lauritz Knudsen-fabrik i Danmark. Det fortalte og viste de frem til DIRA-virksomhedsbesøget i marts.

Præcis, effektiv og miljøvenlig.

Det er tre ord, der bliver ved med at dukke op under besøget hos Schneider Electric-fabrikken i Ringsted, der i folkemunde også er kendt som Lauritz Knudsen-fabrikken eller LK-fabrikken.

Den første onsdag i marts 2022 inviterede Dansk Robot Netværk (DIRA) sine medlemmer til virksomhedsbesøg hos Ringsted-fabrikken, der mest af alt er kendt for at producere noget, som vi alle bruger i hvert fald et par gange om dagen. Stikkontakten.

Fabrikken i Ringsted er Danmarks førende inden for el-materiel, intelligente systemer og løsninger til data og kommunikation.

 

Overlevelse førte til fremtid

I flere år har de i Ringsted afprøvet forskellige teknologier – alt sammen i bestræbelsen på at producere mere effektivt med et mindre klimaaftryk til følge.

Teknologier som kunstig intelligens, sensorer, augmented reality og diverse robotter er alle repræsenteret på fabrikken, der har en høj automatiseringsgrad.

Men det var også et spørgsmål om overlevelse, der fik fabrikken til at tænke store automatiseringstanker.

– Vi satte os ned og begyndte at tænke over, hvad der skulle til for at have en fabrik her om ti år. Vi tog en beslutning om, at det der skulle til, var en mere effektiv og moderne fabrik, fortæller Mogens Auchenberg, der er fabriksdirektør i Ringsted og fortsætter:

– Vi kiggede på, hvor vi ville kunne gøre os selv mere effektive. Og det kunne vi, når det kom til digitalisering, hardware og dataindsamling.

 

Turen rundt

Under DIRAs virksomhedsbesøg hos Schneider Electric bliver vi sendt rundt i hele produktionen med nogle enkelte holdt ved forskellige medarbejdere, der stolt viser teknologierne, tallene og tankerne frem til de mange DIRA-medlemmer, der er mødt op.

 

På det tætpakkede fabriksgulv i Ringsted møder man både industrirobotter, kollaborative robotarme og mobile robotter. Men det, der fylder mest i præsentationerne fra medarbejderne og fabriksdirektøren, er den store dataindsamling, der finder sted på fabrikken.

– Dataindsamlingen er det vigtigste. Det er den, der gør os gældende i morgen og frem. Vi har ét system, der samler al vores data fra produktionen, så vi hele tiden kan følge med, fortæller Mogens Auchenberg og tilføjer:

– Men alt det her var ikke muligt uden robotternes hjælp. De hjælper os med at prioritere vores kræfter, og så hjælper automationen os med at få den nødvendige information fra produktionen.