Tilbage

De tre nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2023 er fundet

19. juni 2023

Tre inspirerende, imponerede og innovative automatiseringsløsninger er blevet nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2023. Nu kan du komme ud og kigge hos dem.

De tre nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2023 er alle inspirerende, imponerende og innovative. Det er et krav for overhovedet at komme i betragtning til prisen.

Det gør dem til gode forbilleder i en tid, hvor automatisering er vigtigere end nogensinde før.

BESTSELLER, Welltec og HMF Group.

Det er årets nominerede automatiseringsløsninger.

– De er alle gået langt for at komme i gang med digitaliseringen og automatiseringen, og det er imponerende. Alle tre har bundet forskellige løsninger sammen og har haft en systematisk tilgang til automatisering.

Sådan lød det enstemmigt fra dette års jury, da de havde fundet de tre nominerede.

Der er blevet indstillet mange forskellige automatiseringsløsninger til prisen. Men feltet er nu skåret ned til tre slutbrugere, der har været på en automatiseringsrejse det seneste år, og fortjener ekstra hæder.

Før den endelige vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2023 bliver fundet, skal DIRA sammen med medlemmerne og juryen besøge de tre nominerede virksomheder.

Besøg hos de nominerede

Den første nominerede, der skal have besøg den 5. september klokken 9.00 til 11.30, er BESTSELLER i Taulov ved Fredericia, hvor modetøjsvirksomheden har implementere et fuldautomatisk lagersystem med hele 79 Skypods robotter samt fem andre robotter til de-palletering, kartonåbning og palletering.

Det fuldautomatiske lagersystem har optimeret BESTSELLERs distributionscenter – det har øget effektiviteten, forbedret arbejdsmiljøet for lagermedarbejderne og minimeret fejl og lagerplads.

– BESTSELLER er lykkedes med at lave et lager, hvor mennesker og robotter i den grad arbejder sammen. Det er en stor dansk investering i automation, og de er med til at vise andre fremtiden, lyder det fra dette års jury.

Partner: Klinkhammer Intralogistics GmbH & Danrobotics A/S

Indstillet af: Danrobotics A/S

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved BESTSELLER her.

Senere samme dag går turen videre forbi den anden nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2023.

Den 5. september klokken 14.30 til 17.00 kan juryen og DIRAs medlemmer nemlig få et kig på HMF Groups digitale fabrik, som de har stående ved integratoren Migatronic i Aabybro i det nordjyske.

HMF Group er i fuld gang med at implementere den helt nye digitale fabrik ved navn Future Factory til fremstilling af kraner. Det centrale element er at erstatte manuelle hæfteopgaver med robotteknologi, der samarbejder på tværs af både teknologier og processer.

Løsningen giver HMF Group afgørende konkurrencefordele og er med til at holde produktionen af kranerne i Danmark. Den nye fabrik er også med til at øge vækstmulighederne og mindske ensidigt gentagende arbejde og fysisk belastende svejsemiljø for medarbejderne.

– HMF Group har valgt at lave en minifabrik ude ved integratoren Migatronic, hvor de har let adgang til sparring og får testet det hele af, inden de skal ”stå på egne ben”. Dét samarbejde kan inspirere mange andre i fremtiden, lyder det fra juryen.

Partner: Migatronic Automation A/S

Indstillet af: Migatronic Automation A/S

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved HMF Group her.

Næste og sidste stop på turen rundt til de tre nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2023 ender den 14. september klokken 13.00 til 15.30 hos Welltec i Allerød på Nordsjælland.

Welltec udvikler og fremstiller løsninger til energisektoren og har implementeret en produktivitetsfremmende digital totalproduktionsløsning, som både integrerer data, intern logistik, automatisering og 3. parts maskiner. Welltecs automatiseringsløsning består altså af mange forskellige elementer, som de har lykkedes at samle til én løsning.

Løsningen sikrer blandt andet en mere styrket produktivitet, et bedre overblik, en større rentabilitet og mindre spild.

– Welltec har lavet en totalløsning, hvor mange processer og teknologier spiller sammen digitalt. Derfor har de også været nødsaget til at gå egne veje, og det er imponerende og svært, lyder det fra juryen.

Partner: Technicon A/S

Indstillet af: Technicon A/S

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved Welltec her.

Juryen består af et antal faste medlemmer, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. I juryen sidder Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard fra Ingeniøren, Nigel Edmondson fra MADE, Peter Krogh fra VOLA, Martin Høgsbjerg fra Danfoss Drives samt sidste års vinder Simon Have Kjær fra Palsgaard Spær.

Du kan tilmelde dig virksomhedsbesøgene ved at skrive til info@dira.dk. Vær opmærksom på, at der kan være begrænset antal pladser på de enkelte virksomhedsbrød.

DIRA Automatiseringsprisen 2023 vil blive overrakt den 4. oktober til netværksmiddagen på hi-23 i Herning.

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved BESTSELLER her.

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved HMF Group her.

Tilmeld dig virksomhedsbesøget ved Welltec her.