Tilbage

Indstil nu til Teknologiprisen og Automatiseringsprisen

Sidder du med en ny teknologi eller et automationsprojekt, der virkelig har givet meget mening for din virksomhed?

Så stop med at overveje – bare skynd dig at indstille teknologien eller robotløsningen til én af Dansk Robot Netværks (DIRAs) to priser – DIRA Teknologiprisen 2022 og DIRA Automatiseringsprisen 2022.

Teknologien eller løsningen skal være imponerende, inspirerende og innovativ for at blive indstillet til priserne. Men du skal gøre det nu, for du har kun indtil den 24. marts 2022 til at indstille din teknologi og indtil den 1. juni 2022 til at indstille din automatiseringsløsning.

Indstil til DIRA Teknologiprisen 2022

DIRA Teknologiprisen 2022 uddeles til et nyt og unikt produkt, som er et resultat af udnyttelse af ny teknologi. Prisen skal være med til at skabe mere opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og ikke mindst inspirere robot- og automationsbranchen til udvikling af nye, innovative produkter.

For at kunne indstille sit produkt til DIRA Teknologiprisen 2022, skal produktet kunne købes og leveres til danske kunder inden for seks måneder, produktet skal være med til at berige den danske robot- og automationsbranche og til sidst skal produktet også kunne fremvises til DIRA Business.

Til at finde modtageren af DIRA Teknologiprisen 2022 er en kompetent jury, der vurderer produkterne. Juryen repræsenterer entreprenørskab, presse, forskningsinstitutioner, interesseorganisationer samt industrien og består af Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren, Lasse Kieffer, iværksætter og entreprenør, John Christiansen, Head of R&D Automation, LEGO og Jens Johansen, Porteføljekundechef i Vækstfonden.

De nominerede produkter bliver fremvist på ROBOTBRAG og DIRA Business i Odense den 5. og 6. maj 2022, hvor de får en fire-kvadratmeter-stor stand. Prisen overrækkes den 5. maj 2022.

Indstil dit produkt til DIRA Teknologiprisen 2022 her.

Indstil til DIRA Automatiseringsprisen 2022

Gode automatiseringsløsninger stormer frem rundt omkring i landet – og nu skal du indstille den, som du synes fortjener hæder.

DIRA Automatiseringsprisen 2022 uddeles hvert år til en dansk slutbruger med en god automatiseringshistorie med udgangspunkt i robotteknologi – og hæderen kommer til at smitte af på leverandøren bag løsningen.

Nytænkning, fremdrift, kreativitet og ikke mindst udvikling er nogle af de kriterier, som vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2022 skal besidde.

Prisen skal være med til at øge kendskabet til mulighederne ved indførelse af robotteknologi og inspirere andre ved at vise unikke løsninger og processer på robotteknologi og relateret automatisering.

Modtageren af DIRA Automatiseringsprisen 2022 bliver fundet af en kompetent jury, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. Juryen består af Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard, journalist fra Ingeniøren, Nigel Edmondson, administrerende direktør i MADE, Peter Krogh fra VOLA, Dorte Martinsen fra virksomheden BM Silo og Tina Beith fra Aalborg Universitets Hospital. Derudover sidder sidste års vinder af prisen også med i juryen. Det er Martin Høgsbjerg fra Danfoss Drives.

De nominerede løsninger offentliggøres cirka 14 dage efter fristen for indstillinger. Herefter besøger juryen – og om muligt DIRAs medlemmer – de tre nominerede virksomheder for at kigge nærmere på de spændende robotløsninger.

Indstil dit produkt til DIRA Automatiseringsprisen 2022 her.